fredag den 2. maj 2014

Med stolthed og sorg.

Så er det imorgen. 4 måneders træning skal gerne ende i en 21 km lang løbetur på under 2 timer.
Det er med stolthed i kroppen over at så mange venner, bekendte, kunder og familie har støttet op om mit lille projekt til fordel for Børnecancerfonden og Løb4Andre 2014 - Lillebælt Halvmarathon.
Tusind tak for alle bidrag, store som små, sponsorgaver til auktioner fra Beauty & Wellness og Camilla Lindhard og "god fornøjelse"-hilsner.

Men det er også med en kæmpe sorg og et stort tomrum i mit hjerte at jeg tager turen over Lillebælt.
Min skønne, dejlige, glade, hyggelige og fantastiske veninde som jeg har kendt i over 30 år og som har betydet utroligt meget for mig gennem alle årene, skal bisættes imorgen. Hun elskede vandet, blæsten og den friske luft.
Imorgen siger jeg farvel midt ude på Lillebælt. Hvor bølgerne er højest og blæsten er stærkest.

Ann, jeg vil savne dig for evigt. Jeg forstår stadig ikke du er væk.
Imorgen har jeg dig med hele vejen. Jeg ved du vil heppe på mig.
Vi ses igen på den anden side.
Denne her er til dig.



Nu skal der gøres klar til løbet.
Sko er tjekket, tøjet rent og drikkedunkene klar.
Jeg vælger at løbe i det kendte tøj, og de ældste FALKE-strømper jeg har, da de er de BEDSTE. Og det er noget møg, for de kan ikke fåes mere.

Så jeg er sådan set klar. Også mentalt. Jeg har næsten følt jeg har pjækket i denne uge, da jeg kun har løbet 2 x 5 km og en lille tur på 15 min idag. Men sådan skal det jo være :)

Imorgen kører vi i ret god tid. Der er ca 1 times kørsel fra Horsens til Middelfart, og med vejarbejde og 11.000 andre der skal samme vej, så er det nok fint at møde op i god tid. Jeg har ikke hentet mit startnummer endnu, så det skal også gøres, samt jeg skal hilse på Løb4andre folkene. Der er special telt til os, massage og let forplejning efter løbet.
Det bliver en oplevelse og jeg glæder mig.

Kryds fingre for mig. Under 2 timer er målet.
Vi ses :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar